Jeg er hver 7. kvinde.

Social-forsker: Dem der vælger ikke at få børn vælger frihed og at realiserer dem selv.

Lykke-Forsker: Dem der vælger børn fra, har et gennemgående lykkeligere liv.

…. Jeg er en af dem der får en del ord med på vejen for tiden fra medierne. Jeg er hver 7. kvinde, hende der har valgt ikke at få børn.

Jeg vil bare lige tilføje at ja grundene som medierne siger er da en del af det. Men jeg vil lige tilføje at for mig er der faktisk en grund mere. En idealistisk af slagsen vil nogen mene, men stadig…

Vi har levet på jorden i flere millioner år. Men inden for de sidste par 1000 år, er det menneskelige befolkningstal steget helt eksplosivt. Alene de sidste 50 år er vi fordoblet (3,5 milliarder til 7 milliarder http://da.wikipedia.org/wiki/Verdens_befolkning). Dette grundet som vi alle ved at vi er blevet så dygtige i medicin og teknologi, vi overlever langt mere end førhen, vi bliver ældre og ældre grundet sundhed og tryghed. Får vi samlet set ikke lidt for mange børn i forhold til hvad der er muligt hvis man lige regner 4 skridt fremad?

I min optik skulle mennesket bruge den intelligens de nu en gang har, til mere end at udvikle sig selv. Se det hele oppe fra og regne lidt på det UDEN alle mulige lokale variabler som at jamen i DK får vi mindre børn – i Afrika får de flere, det må være dem der skal gøre noget, det nytter ikke at få færre børn i DK, det giver uligevægt. Og vi skal nok overleve for vi er danskere. Og jeg har ret til børn, det er mit kald. Det står i Biblen vi skal være mangfoldige. Og hvis vi ikke får børn og vækst hvem skal så betale din pension og opretholde levestandarten. Vi skal holde hjulene i gang og vi skal ud af verdens krisen og vækst vækst vækst. Prøv lige at lægge alle disse ting på hylden og slippe angsten for ikke at “ha” eller ikke at overleve med en vis standart. Slip også at det måske ikke nytter noget at du alene gør noget. Prøv lige at lægge det væk og se på mennesket som den abe-udviklede dyre-rase vi er. Er det så stadig helt intelligent det vi har gang i, at blive ved med at få børn med børn på? Se det oppefra. Skal vi blive ved at blive flere og flere mennesker? Flyder bægeret over på et tidspunkt?

Den lader jeg lige stå lidt…..

Jeg hører en gang imellem at forældre sige at de mærker følelsen af at det er meningen med livet at få børn – pludselig giver det hele mening. Og ja det tror jeg også at bjørne føler og missekatte 🙂 Vi ER bare dyr og vi har instinkter og en træng til artens overlevelse. Men vi har som mennesker yderligere liiiiige udviklet den her ekstra intelligens der kan regne konsekvenser ud. Skulle man måske bruge den lidt i denne sammenhæng?

Set i lyset af at vi bare er et af mange dyr på en planet i udvikling så er vi “hver 7. kvinde” måske det første tegn på helt naturlig evolution? En evolution der er nødsaget til at bevæge sig i en anden retning, hvis “liv” helt generelt skal overleve. Fordi for mange mennesker ødelægger liv. Jo vi gør faktisk!

Man kan jo også helt fra den anden side af hvad jeg står for, sige at det jo også kunne være spændende at prøve noget nyt. Og måske ville alt være meget nemmere (for mennesket altså) med en jord der udelukkende består af mennesker, dog tilføjet de arter – og KUN de arter – mennesket har valgt skal overleve som fx. produktions køer, grise og høns, og så lidt katte og hunde for hyggens skyld. Og vi bliver jo også dygtigere til at gen-udvikle nye arter, som kan være til gavn for mennesket….. Spændende…. Og alting vil være nemmere og meget mere under kontrol! …… Men i mine øjne virkelig ikke særlig tiltalende tangerende til det kedelige. Jeg føler ikke rigtig for den der indstilling: “jeg er menneske = jeg er klogere = jeg er vigtigere”…. Det har jeg det sgu ik så godt med….

Det kan godt være jeg er klogere end geder og spækhuggere. Det kan sagtens lade sig gøre at jeg som menneske kan og måske også burde være lederen af jorden over alle arter. Men hvad gør en god leder? Er vi mennesker en god leder af jorden? Som de klogeste? Bør vi bruge vores intelligens som ledere af jorden eller bare tænke på vores egen art? Er vi overhovedet så intelligente? Tænker vi 3 skridt frem, men kan ikke lige overskue det 4. trin?

– Får vi som samlet art = mennesket – ikke liiiiidt for mange børn – hvis man tænker 4 skridt frem?? … undskyld bare 3 skridt hvis du fra Taastrup 😉 (høhø det en joke, du ka ta det)

🙂

 

Reklamer

hehe…

Er i gang med at rydde op på den externe hard disk og fandt den her … ved ikke hvorfor jeg ikke har uploadet den før – hehe sikke nogle tosser 😉

Sangen Front Porch findes i den færdige version på Spotify – under Sophie Woods 🙂

Det er fame til at få lange lister af!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Forleden sad jeg i et selskab af 3 par. Vi kom til at tale om lister. Altså dem man skriver ned.. skriver op… (vælg selv). Nogen laver en liste om fredagen inden de går hjem fra job (f.eks. mig), så de ved hvad de skal i gang med på mandag og så de – måske – på den måde kan give slip på arbejdet weekenden over. Andre laver lister hver dag for at have konstant overblik over sit liv (f.eks. mig). Og andre igen laver lister med opgaver, som de SKAL lave, for at få noget fra hånden i løbet af dagen/ferien/weekenden/aftenen så man føler man har brugt sin tid fornuftigt (f.eks. mig).

I dette selskab var der en ret kraftig tendens til at det med lister var en kvinde-ting… Mændenes fleste kommenterer var i hvert fald at de bare havde det i hovedet, og hvis de glemte noget, så måtte det være fordi det ikke var vigtigt…. Hvilket selvfølgelig eksploderede i en kaglen fra konernes side om at han også aaaaaltid glemte alt og at hun også nogen gange måtte lave lister til ham!! (f.eks. mig).

Men altså lister er altså godt, altså. Ting bliver gjort. Emner bliver husket. Aftaler effektiveres. Katte får mad. Hunde kommer ud. Børn kommer til spejder – og bliver hentet igen… Rengøring gøres. Forældre bliver ringet op. Arbejde bliver gjort. Lister er godt! BUM!

Ja ja … (ja nu kommer det…) – der er faldgrupper! Og jeg er en af dem der falder i med store badevinge plask… Og det er på disse tidspunkter at min mand har en liiiiile bitte smule ret i at mine lister måske nogen gange stresser mig mere end de gavner…

Nogen gange er det nemlig ikke kun vigtige ting jeg skriver ned på mine lister, der sniger sig også (mange) ting ind som jeg måske kan gøre hvis jeg på et tidspunkt får tid – som ”rydde op i strømpeskuffe” eller ”skriv blog om lange lister”…. Ting som ikke er vigtige for at hverdagen kan løbe rundt, men som skulle være en form for hyggeting.

Og her er problemet at så snart det bliver skrevet ned på en liste, så skifter emnet af en eller anden grund status fra at være en på-et-tidspunkt-hyggeting til stor rød-blinkende OPGAVE!

Den tendens har jeg rigtig meget… Jeg vil jo gerne bruge min tid fornuftigt, men mine lister bliver ofte meget lange. De ellers tilfredsstillende flueben bliver færre end antallet af punkter, og så er det at min mand gang på gang må fange mig i at få lidt personlig liste-stress.

Men hvis jeg ikke skriver de hyggelige ting ned, glemmer jeg dem så? – får jeg så nogen sinde hygget mig? Det jo vigtigt at hygge sig…

Nå, næste punkt på listen…

PS. Hvad hvis jeg skriver ned på min liste ”bage kage”. Næste punkt “spise kage” – så bliver disse jo pludselig opgaver – noget nogen bør gøre – den spiser jo ikke sig selv – så må man godt – man skal jo, det står på listen – Mmmmmm kage.

…… Men smager den så godt hvis det er en opgave kage? Er det så bare noget der skal overstås. Kan man så tabe sig på den måde??? Skal jeg prøve det?

DR3 på stoffer – mig på angst

Vi gør det

 

Jeg har ikke klinisk bevis for at det ER angstanfald jeg får, men det jeg får føles sådan her:

Det kommer som et lyn fra himlen, det er en voldsom reaktion der udvikler sig meget hurtigt på måske bare en lille ting man ser, hører, oplever eller måske drømmer. Noget som ens hjerne reagerer voldsomt på, nogen gange ved man hvorfor, andre gange ikke.

Det føles fysisk som pludselig at være fanget i et ildhav. Det bliver meget varmt indefra og ud. Kroppen begynder at svede helt ud i fingerspidserne. Man kan mærke kinderne blive helt røde og varme.

Nu føles det som en tornado begynder at rase inde i kroppen.

Hjertet banker 10000 gange i sekundet helt oppe i det øverste af halsen, man får en smule åndenød og bliver tør i munden.

Man bliver opmærksom på hvor voldsomt forpustet man også er som når man lige har spænet alt hvad man overhovedet kunne og står og hiver efter vejret. Men hjertebanken er stadig den værste. Man kan godt tro man skal dø fordi det galoperer så hurtigt…. Man bliver lidt forskrækket over at det er muligt.

Adrenalinen begynder at suse igennem kroppen så det begynder at svig og nive i alle led. Ens fingre snurrer

Og sådan kører det indtil man får styr på situationen, oplevelsen, opfattelse, eller indtil kroppen simpelthen er udmattet.

Når man begynder at få lidt ro på og hjertet begynder at falde på plads, begynder ens tænder at klapre og man opdager efter det er begyndt at det er fordi man nu fryser. Overopheden/ildhavet har lagt sig og man er nu bare klam og svedfyldt og det bliver man hurtig kold af.

En rusketur af format. Jeg har i mit voksne liv oplevet det nu 4 gange. Det er ikke bare der hvor man bliver flov eller forskrækket og bliver lidt varm i kinderne og kilder i fingerspidserne, hehe dem er der ellers mange af 😉 men de anfald hvor man tror at ‘så nu dør man sgu’

….. Alt det her med stoffer er så meget oppe i tiden med plakater og hjemmesider om ‘har du styr på stofferne’ og alle de her DR3 på stoffer programmer. Jeg bliver så vred over at de oplyser som om de snakker om hvilken frugt der smager deeeejligt og faktisk er ok sund i forhold til så meget andet og hvilken frugt som måske kan fede hvis du spiser mange over en længere periode.

Jeg er så bange for det skidt (altså rusmidler ikke frugt…) og især bliver jeg ekstremt utilpas hvis jeg er i rum med folk der ryger pot/hash, eller folk man kan mærke har taget stoffer.

Jeg har aldrig rørt noget selv, hverken det ene eller andet. Jeg har dog røget cigaretter engang… 😦 … Og drikker også nogen gange vin til maden og drinks med paraply ved lejlighed… Men bryder mig ikke om at miste kontrollen og får de vildeste moralske tømmermænd forøvrigt over at man godt ved man er dum at høre på og altid får sagt noget latterligt til nogen… Men det er en anden historie…det her handler om de andre 😉 hehe

Men jeg har meget kraftige reaktioner på når nogen der betyder noget for mig er i en eller anden forbindelse med eller tæt på stoffer. Jeg bliver angst for at de forlader mig ind i en anden verden hvor jeg ikke kan få kontakt med dem. Det er lidt det jeg synes folk er hvis de er påvirkede. Ikke rigtigt dér, de er et andet sted…. Det da irriterende…

Jeg er med tiden blevet ret god til ikke at lave alt for meget drama-scene omkring det og bare forlade selskabet (bare jeg får den jeg holder af med mig, de andre kan blive) 😉

Men med alt det her oplysning om stoffer mig her og der ligger det meget langt fremme i min bevidsthed for tiden, så der skal ikke så meget til at jeg bliver bange og utilpas og forleden fik jeg så mit 4. angstanfalds rusketur.

… (Er helt ok nu, der var intet i det, det var min hjerne der reagerede voldsomt på en oplevelse den ikke forstod, men som havde aner og forbindelse til stoffer, og så tolkede hjerne med de store alarmklokker).

Men altså gid de ville holde deres mund med alt det rus-middels oplysning på den der nosjelang-alle-synes-det-fedt måde og om hvor normalt det er alle steder! Jeg nyder så godt af min uvidenhed! De skulle i stedet dokumentere og oplyse om hvor fraværende, egoistisk og dum man er at være sammen med når man er påvirket og mere om hvad der sker når det så går galt… Har kun set et indslag om dette på ca 3 minutter ud af flere timers udsendelser om stoffernes virkning på en selv og om hvor normalt det faktisk er i nattelivet. Kom bare alle gør det…. Synes det er lidt mærkelig public service altså!! … Men den kampagne er jo ikke henvendt til mig, men til de unge… Så hvad ved jeg 🙂

Jeg plejer jo også at sige at en rusketur er godt for sjælen…. Så måske er et lille angstanfald ikke så slemt.  Jeg er dog ikke helt sikker på at disse ture hvor det udløser en så kraftig fysisk reaktion er så sund… Eller måske …. Det føles jo lidt som at have trænet fuld knald i en time så måske kan jeg endelig komme ned på de 59kg

🙂

Sangskrivning på samlebånd – skal, skal ikke?

(Foto: Martin Bubandt)

Jeg kigger ned over min facebook og ser nogen gange billeder og beretninger fra songwritercamps. Songwritercamps er, som jeg forstår det, f.eks. 10 mennesker i et svensk studie fællesskab, der i en uge bliver sat sammen på kryds og tværs og skriver sange. I den anden ende kommer de så ud med måske 10 sange som så bliver solgt f.eks. via et musikforlag eller brugt af dem selv. Det kan godt koste nogle tusinde kroner at ”få lov” at være med på en sådan camp.

Jeg er lidt genert og bange for co-writing generelt og har ikke gjort særlig meget i det. Når jeg skriver sange er det som oftest noget med a-ha oplevelser og en orn’li tuder over at jeg pludselig forstår en lille del mere af livet eller endelig får vreden, kærligheden, misundelsen, afmagten ud og ned på papir.

Men jeg ved selvfølgelig ikke om der bliver tudet i en hel uge på disse camps. Jeg har aldrig været med på dem. Og dette skal tages til efterretning i det følgende.

Jeg har stillet mig selv (eller andre har stillet) spørgsmålet om jeg vil prøve at være med på en sådan camp. For mig virker det på en gang intimiderende, afskrækkende, men tiltrækkende.

Intimiderende og afskrækkende fordi jeg altid synes de andre er meget bedre end mig og jeg er selvfølgelig bange for at falde igennem. Men også fordi noget indeni mig siger det er forkert/kriminelt at lukrere på følelser uden nogen dybere mening end at lave hits!

Men tiltrækkende, for jeg vil jo pisse gerne lave et par hits og et samarbejde med ”pophit-makere” er måske noget der kunne hjælpe lidt på vej …. 🙂

Men jeg har bare SÅ svært ved at leve mig ind i ”Hjerte Smerte” bare fordi det rimer. Og hvis jeg skal føle det, er jeg jo nød til at åbne mig for andre mennesker i arbejdsprocessen… Og det tror jeg måske bare er lidt mærkeligt og en anelse for navlepillende på en camp med hit-makere.

…. Ja jeg er i gang med at bearbejde følelserne omkring det og prøve at samle mod til mig for at være med på en camp.

Dem der bare gør det…. og så er der os andre.

BilledeForleden dag talte jeg med en ven om det her med at udgive noget. At udgive en fotobog, en børnebog, en CD, eller lave en kunstudstilling og sådan noget. Altså offentligt vise noget frem man personligt har kreeret.

Hvorfor virker det bare utrolig nemt for nogen og for os andre så yderst nervepirrende. Og hvorfor i alverden tvinger man så sig selv til at udstille sine kreationer, hvis det gør så ondt i nerverne?

Er det den samme følelse når man skal fremstille eller fremlægge noget på et job? Her får man jo som oftest stillet opgaven af andre så det kan vel ikke betyde ligeså meget for en… ville jeg jo mene… men jeg er helt sikker på at nogen synes at det er endnu mere nervepirrende, fordi her er det jo helt bogstaveligt andres forventninger de skal leve op til. Kunstnere kan jo bare stille deres egne forventninger til deres egne stillede opgaver….

Men hvad er egentligt værst? At skulle leve op til sine egne forventninger eller til andres forventninger? Og er dette forskelligt fra person til person?

…. jamen hvad er så formålet?

Jeg har haft en snak med mig selv om hvorfor jeg pludselig tror på at jeg kan holde en blog. Jeg har jo prøvet tidligere. Startet op, op til flere gange. Jeg har skrevet nogle indlæg, ikke rigtigt fortalt det til nogen og så efter 14 dage har jeg skammet mig over det jeg har skrevet og slettet det hele. Så det var lidt mærkværdigt at jeg fik lyst til at prøve igen. Men jeg havde en fornemmelse af at det skulle jeg nu alligevel prøve.

Jeg var ikke interesseret i at komme ud i den samme situation med sletning, så jeg var nød til at gøre det hele rigtigt denne gang. Derfor startede jeg med at google en masse eksperters råd om blogging – hvordan får man en vellykket blog, hvordan holder man en blog og hvordan skriver man en god blog. På listen over ting jeg skulle sørge for og gøre mig klart var ”Hvad er formålet med din blog?”.

Og det var let, formålet med min blog var at jeg skulle skabe et univers omkring min person, som kunne generere at der kom nogle mennesker til mine koncerter og som kunne købe min musik…..

De første dage tænkte jeg ikke videre over det. Det havde jo altid været formålet med mine blogs og mange andre ting jeg gjorde. Men det skulle komme til at vise mig en sandhed om mig, som jeg ikke så før i tiden.

Efter at have fulgt alle ekspertlistens punkter for at få en god blog, begyndte jeg at skrive. Men det skete igen. Skam. Men hvorfor nu?…. Skulle det igen til at bygge sig op? Jeg havde fulgt punkterne på ekspertlisten denne gang. Hvad er det jeg stadig gør galt?

Jeg havde mit formål for øje. Jeg holdte mig til min satte blogramme, jeg skrev personlige betragtninger så det ikke var en sludder for en sladder. Jeg gjorde alt rigtigt….. Og mine indlæg synes jeg for engang skyld var blevet interessante. Men af en eller anden meget mystisk grund var det stadig en smule skamfuldt.

Så slog det mig endelig.

Mit formål var jo at skabe et univers der kunne få folk til at kunne lide mig og komme til mine koncerter…. Det var en skjult dagsorden. En kæmpe lyserød elefant som jeg omhyggeligt skrev udenom. Jeg holdte simpelthen folk (og mig selv) for nar! Det var da det jeg skammede mig over!

Og SÅ gik det yderligere op for mig. Når jeg tidligere skrev offentligt var det jo helt tydeligt en redigeret mig. Det var mig, men en bedre mig – en lidt kunstig mig – der skulle passe ind i det her univers jeg prøvede at skabe, hvor f.eks. skam ikke eksisterede. Jeg var sej, passende sur eller sjov i min blog, selvom jeg måske i virkeligheden havde været virkelig ked af at jeg ikke var gået videre i Voice og jeg skammede mig over ikke at være god nok og var skrækslagen for at mit nederlag skulle blive sendt i tv. I stedet gemte jeg mig i indlæg af beskyttende humor og prøvede at give udtryk for at det ikke betød noget for mig….

Der er ikke noget at sige til at jeg skammede mig. Det er da forkert at holde folk (og især sig selv) for nar og jeg kunne jo heller ikke leve op til mit eget opdigtede ”mig”, så det var også skamfuldt hele tiden at anerkende når jeg læste min egne indlæg.

Men denne gang skal det være løgn, jeg vil gerne have at du kommer til mine koncerter, men jeg vil fame ikke have en skjult dagsorden eller skabe noget som helst smart opdigtet univers.

Så se lige her:

EN KÆMPE LYSERØD ELEFANT!

Pink Elephant - 01

Og ved du hvad? – Sandheden er at jeg er mega u-sej. Det har altid betydet utrolig meget for mig hvad andre tænkte og hvordan andre så mig og min verden. Jeg har aldrig følt at jeg var god nok eller ”det” værd. Derfor har jeg mange gange prøvet at skjule mig i indpakning og masker og holdt mennesker – måske også dig – for nar. Undskyld for det! Men hvis det kan være et plaster på såret kan jeg fortælle, at fordi jeg altid har pyntet lidt på sandheden for at overleve, er jeg faktisk ikke helt klar over hvem jeg selv er og er først nu i en alder af ”voksen” ved at finde ud af det.

….. Men nu kan jeg da læse min egen blog uden at skamme mig 🙂

PS. ….. Jeg fandt som bonus ud af at det kun var i mine sange jeg turde skrive noget af sandheden. Måske derfor det altid har været så vigtigt for mig at skrive de sange…. Jeg har f.eks. skrevet en sang om at være med i Voice og blive vraget som er sandhed – og ja det var reklame for at du skulle komme til en af mine koncerter og høre den sang – se elefanten 😀

PPS. … nu har min blog ikke lige noget formål…